Det er slut med at kalde mit bureau en lille biks

Hilda Fro Prins Kløvedal Hickling

21. sep 2022

I forbindelse med den omdebatterede DR-serie om visionære danskere, der alle er mænd, sad jeg og grublede lidt over, hvor doven en journalist, man egentligt skal være for ikke at finde kvindelige personligheder, der passer ind i det selskab.

Jeg er ikke selv en ørn til erhvervsnavne. Men jeg begyndte at tænke over, om kvinder mon gør sig mindre bemærkede i erhvervslivet end mænd. Det affødte et nyt spørgsmål. Nemlig hvordan jeg egentligt selv agerer for at sætte mig selv på landkortet som erhvervsdrivende kvinde. Og om jeg overhovedet har en interesse i at være på det landkort.

Jeg begyndte at lægge mærke til de små nuancer i mit sprog, som indimellem kommunikerer et selvbillede, der måske ikke stemmer overnes med det, jeg reelt har.

Når folk spørger, hvad jeg går rundt og laver, har jeg en tendens til enten at smågrine lidt og sige med påtaget jysk dialekt (den dialekt, vi københavnere tyr til, når vi vil tage ironisk afstand til eller skabe comic relief om noget, vi faktisk mener), at jeg er ”reklamebureauejer”. Eller også siger jeg uden latter, men med beskeden charme: ”Jamen, jeg har en lille biks”.

Overbeskedne guldvindere

Og ja, det kan godt være, vi kun er tre mennesker i Ruby&Red, men vi har en rigtig fin omsætning og arbejder med solide brands og virksomheder, der med stor tilfredshed modtager vores strategiske og kreative rådgivning – og får eksekveret alt fra kampagner og film til større digitale produktioner.

I foråret vandt vi guld til Creative Circle Awards for en Royal Copenhagen-opgave, og alligevel præsenterer jeg os som ”en lille biks”.

Jeg har mødt flere anerkendte filmselskaber, der varetager store reklameproduktioner, som består af en enkelt mand. Men når jeg selv deltager i podcasts eller gæster streamede sociale medier, tituleres jeg sådan noget som ”reklametype”. Når alt kommer til alt, er jeg sådan set partner og direktør i et dansk bureau.

Er det sproget i branchen?

Jeg har kigget indad, for dybest set bor denne ydmyghed jo i mig selv. Men hvor kommer den fra? Jeg kender godt alle undersøgelserne, der kortlægger kvinders manglende evne til at kræve mere i løn ved eksempelvis jobsamtaler og MUS. Der kan måske også være noget dansk over det. Jantelov og alt det der. Men jeg har også haft nogle oplevelser i mit arbejdsliv, der får mig til at studse over, om der også er en årsag at finde i branchens kultur.

Da jeg startede på et stort Københavnerbureau i 2001 som projektleder, følte jeg mig altid malplaceret som projektleder. Jeg er ofte blevet mødt med undren blandt venner og familie. ”Hvorfor er du ikke kreativ?” spurgte de, for det var sådan, jeg var kendt og forstod mig selv.

Men overfor den tunge, maskuline, kreative afdeling var det angstprovokerende overhovedet at indrømme, at man gerne ville være en del af den. Det hjalp ikke på modet, da jeg tidligt i mit seks år lange ophold på bureauet, spurgte en mandlig kreativ, hvorfor der næsten ikke var kvinder at finde i afdelingen, og han svarede, uden at fortrække en mine: ”Fordi kvinder ikke er sjove”.

Nuvel, det er 21 år siden, og en stor del af den kultur er forhåbentligt død med en rose i 00’er-røven siden. Men kan der stadig være lidt rester tilbage, som lever i værste velgående?

Det er for eksempel kun 3 år siden, en kreativ direktør introducerede mig for en gæst på et bureau med ordene: ”Det her er vores [kundenavn]-pige”. På det tidspunkt var jeg konceptudvikler og Key Creative på omtalte kunde. Prøv selv at sige den sætning med et brandnavn foran.

Det er også kun få måneder siden, jeg sad i et præsentationsmøde foran en bestyrelse i en virksomhed, hvor vi netop havde vundet et pitch på en større, digital udviklingsopgave. Ved bordet sad en ekstern udvikler og omtalte os som ”de kreative piger”.

Jeg er sikker på, der kun lå en jovial og endda affektiv intention bag, men det er alt andet end optimalt at sidde i sit stiveste puds foran syv mænd i jakkesæt og blive omtalt sådan.

Jeg er på ingen måde sart og er kendt for selv at have en ”mund som en smed”. Men måske vi alle kan slibe nogle af de sidste kanter af en kultur, vi virkelig ikke behøver slæbe med videre ind i dette årtusind.

Hyler som de ulve, jeg er iblandt

Tilbage til spørgsmålet om at sætte sig selv på landkortet.

Jeg har besluttet mig for, at jeg fra i dag skal kalde mig ved rette titel og omtale mit bureau som ”min virksomhed” og ikke ”min lille biks”. For selvom jeg egentlig synes, lidt beskedenhed kan være charmerende, forestiller jeg mig, at jeg er nødt til at puste mig lidt mere op, hvis jeg vil tages ekstra seriøst ved de lejligheder, hvor jeg har taletid.

Så hvis du møder mig derude til et møde, en branchebar eller en kop kaffe, så bær over med mig, hvis jeg stadig flakker lidt i øjnene, når jeg forsøger at fastholde dit blik, mens jeg uden antydningen af jysk dialekt eller grimasse siger:

”Hej. Jeg hedder Hilda. Jeg er direktør og partner i reklamebureauet Ruby&Red.”